Indholdet i Domsdatabasen
Få et overblik over hvilke afgørelser, der siden lanceringen af Domsdatabasen 6. januar 2022 er offentliggjort, og hvilke afgørelser der kommer fremadrettet
Ved Domsdatabasens offentliggørelse 6. januar 2022 bestod databasen af et et mindre udvalg af afgørelser. Domsdatabasens indhold etableres gradvist, herunder i takt med, at domstolene overgår til nye sagsbehandlingssystemer.
Indholdet opbygges løbende med prioritering af domme fra de overordnede retter, det vil sige domme fra Højesteret, landsretterne og Sø- og Handelsretten.
Domsdatabasen indeholder både civile afgørelser samt afgørelser i straffesager af særlig offentlig interesse. Når straffesagerne bliver fuldt digitaliseret forventes disse afgørelser at indgå i et større omfang. Kendelser fra Sø- og Handelsretten vil også kunne indgå.
Afgørelserne offentliggøres i hele domsstrenge, hvilket vil sige, at appellerede afgørelser fra Højesteret eller landsretterne offentliggøres sammen med de underliggende afgørelser. Det betyder, at Domsdatabasen også vil indeholde et mindre udvalg af afgørelser fra byretterne.