06-01-2022

Domsdatabasen

Det kan du finde i Domsdatabasen

Ved lanceringen af Domsdatabasen kan du finde et mindre udvalg af afgørelser. Indholdet opbygges herefter gradvist i 2022.

Ved offentliggørelsen i starten af 2022 vil Domsdatabasen indeholde et mindre udvalg af afgørelser. Domsdatabasens indhold etableres gradvist, herunder i takt med, at domstolene overgår til nye sagsbehandlingssystemer.

Indholdet vil blive opbygget fremadrettet i 2022, og i første omgang vil domme fra de overordnede retter blive prioriteret, det vil sige domme fra Højesteret, landsretterne og Sø- og Handelsretten. Mængden af afgørelser og hastigheden for, hvor hurtigt de bliver tilgængelige i Domsdatabasen forventes at stige i takt med, at vi bliver fortrolige med teknikken og opnår erfaring med systemerne, som løbende finjusteres.

Domsdatabasen vil til at begynde med indeholde civile afgørelser samt et mindre udvalg af afgørelser i straffesager af særlig offentlig interesse. Når straffesagerne bliver fuldt digitaliseret forventes disse afgørelser at indgå i et større omfang. Kendelser fra Sø- og Handelsretten vil også kunne indgå.

Afgørelserne offentliggøres i hele domsstrenge, hvilket vil sige, at appellerede afgørelser fra Højesteret eller landsretterne offentliggøres sammen med de underliggende afgørelser. Det betyder, at Domsdatabasen også vil indeholde et mindre udvalg af afgørelser fra byretterne.