06-01-2022
Domsdatabasen
Pseudonymisering af afgørelser
Afgørelser i Domsdatabasen pseudonymiseres for at beskytte de involverede parter i overensstemmelse med gældende lovgivning.
Afgørelser i Domsdatabasen pseudonymiseres i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen, databeskyttelsesloven samt i overensstemmelse med Datatilsynets generelle vilkår for offentliggørelse af myndigheders afgørelser i retsinformationssystemer. Endvidere iagttages forvaltningslovens § 27 om tavshedspligt.
Pseudonymisering er betegnelsen for udskiftningen af en personhenførbar oplysning (fx et navn) med et pseudonym (fx ”tiltalte” eller ”vidne 1”). Vi pseudonymiserer afgørelserne i Domsdatabasen for at beskytte de involverede parter i sagerne, samtidigt med at afgørelserne kan fremstå læsbare og anvendelige for brugerne.
Ud over pseudonymisering af afgørelserne vil der blive foretaget undtagelse af oplysninger ud fra reglerne om tavshedspligt i forvaltningslovens § 27, herunder i forhold til oplysninger omfattet af reglerne for dørlukning eller erhvervshemmeligheder mv.
Når der pseudonymiseres eller undtages oplysninger fra afgørelser, sker dette ud fra en konkret vurdering i hver enkelt sag. Denne vurdering tager udgangspunkt i en række generelle principper udformet på baggrund af de persondataretlige krav, som stilles i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven samt i overensstemmelse med Datatilsynets generelle vilkår for offentliggørelse af myndigheders afgørelser i retsinformationssystemer.